Hvorfor Sega Master System stadig belønner tålmodige samlere

Tænd for en tidlig Master System uden en kassette i slottet, hold Op og begge knapper nede, og Snail Maze dukker op — et komplet lille spil, som Sega gemte i konsollens BIOS. Det er Master System i en enkelt gestus: generøs, lidt mærkelig og gemmer på mere, end det giver udtryk for. Størstedelen af verden lagde aldrig mærke til det, fordi størstedelen af verden var optaget af NES.

Størstedelen af verden, altså, undtagen Europa og Brasilien. Det er netop derfor, Master System stadig er et af de mest tilfredsstillende 8-bit biblioteker, du stadig kan jage uden at skulle pantsætte noget.

Konsolkrigen Europa så fra den anden side

Maskinen startede sit liv i Japan som Sega Mark III i 1985, fik et sort-og-rødt redesign og nåede Europa i 1987, skubbet hårdt af distributøren Mastertronic. Mens Nintendo låste Japan og Nordamerika, vandt Master System reelt terræn over hele Europa — og i Brasilien holdt Tectoy platformen i live i årtier efter, at alle andre var gået videre.

Den historie præger jagten i dag. PAL er Master Systems naturlige habitat, og de sene europæiske udgivelser beviser det: Asterix, Master of Darkness og det virkelig fremragende 8-bit Sonic the Hedgehog eksisterer alle, fordi konsollen blev ved med at sælge her længe efter, den var forsvundet andre steder. Segas bånd til Europa var dybt — et årti senere var det et britisk studie, Bizarre Creations, der byggede Metropolis Street Racer til Dreamcast.

Så er der hyldetilstedeværelsen. Vestlige Master System-æsker er styret som millimeterpapir — et skarpt gitter, en lille firkant med artwork og en stribe, der annoncerer, om du holder en Sega Card, en Mega Cartridge eller en Two-Mega Cartridge. Stillet op på en hylde ser intet andet fra den æra så gennemtænkt ud.

Model 1 eller Model 2 — lad kortslottet afgøre

Den originale Model 1 er samlerens maskine. Den har både en kassetteplads og et kortslot, en udvidelsesport og en pauseknap på selve konsollen — en særhed, som enhver Master System-ejer husker med tommelfingeren. Tidlige enheder har Snail Maze i BIOS, og nogle blev leveret med Hang-On indbygget.

Det kortslot betyder mere, end det ser ud til: Segas SegaScope 3-D briller tilsluttes gennem det, så hele 3-D-kataloget er Model 1-område.

Master System II er besparelsen. Intet kortslot, ingen udvidelsesport, en rundet skal og Alex Kidd in Miracle World indbygget — senere europæiske enheder byttede Sonic ind. Det er en dejlig, billig måde at spille på, og halvdelen af Europa voksede op med netop denne enhed, men den lukker dig ude fra kort og 3-D. Køb en som spiller, ikke som midtpunkt.

Sega Cards og andre smukke særheder

Før kassetter blev billige, solgte Sega spil på kreditkort-størrelse Sega Cards — små kapacitets tidlige udgivelser som Ghost House, F-16 Fighter, Spy vs Spy og My Hero. De er platformens kultformat: lette at overse i en butiks skuffe, lette at miste og stille og roligt svære at finde komplette med æske og manual. Hvis du nyder at jage det oversete, er kortene dit event.

Kassettebiblioteket har til gengæld langt mere personlighed, end rygtet antyder:

• Phantasy Star (1987) — et af de tidligste store konsol-RPG’er med animerede førstepersons-dungeons, som NES ikke havde noget svar på;
• Wonder Boy III: The Dragon's Trap (Westone, 1989) — en tidlig metroidvania så god, at den fik en kærlig moderne remake;
• Master System-porteringen af R-Type — en chokerende kapabel 8-bit konvertering af en arkademonster;
• Psycho Fox og Fantasy Zone — ren, mærkelig, solskinsklar Sega.

Hvordan ærlig stand ser ud efter fire årtier

Master System-spil kom i plastik clamshell-æsker, hvilket lyder holdbart, indtil du møder fyrre år gammel plastik. Tjek hængslerne først — de knækker og mister tænder længe før noget andet går i stykker. Hold derefter æsken op mod lyset: solblegning dræner artworket og gør de skarpe hvide gitter til en træt cremefarve, og en falmet ryg er tydelig på tværs af rummet, når du først ved, hvad du skal kigge efter.

Manualer forsvinder. Disse spil blev spillet hårdt og lånt rundt i hele nabolag, så en æske med sin manual intakt er et stille premium her. På konsoller forvent gulede skaller — plastikken bliver ravfarvet af UV-eksponering — og vær skeptisk over for mistænkeligt hvide enheder, som kan være blevet aggressivt retrobrightet. Test pauseknappen på en Model 1; den sidder på konsollen og har haft årtier af tommelfingre.

Her er, hvad der gør platformen speciel: intet af dette kræver dybe lommer, bare tålmodighed. Det almindelige bibliotek dukker stadig op, hvor der findes loppemarkeder og bagagerumsudsalg, så spillet er ikke at erhverve — det er stand. Alle kan samle en bunke Master System-spil. At bygge en hylde med ublegede gitre med intakte hængsler og manualer tager år og koster mest opmærksomhed.

NES får dokumentarfilmene. Master System får noget bedre: et bibliotek, du stadig kan gøre retfærdighed ved at være skarpøjet frem for rig. Så — Model 1 med kortslot, eller er II’ernes indbyggede Alex Kidd det sande europæiske minde?