Mega Drive er den smarteste måde at starte en Sega-samling på

Find en PAL-udgave af Streets of Rage 2, og kassen lukker stadig på samme måde, som den gjorde i 1992. Den ene detalje — Sega, der sendte spil i hårde plastikclamshells, mens Nintendo stadig brugte pap — er halvdelen af argumentet for Mega Drive som din første seriøse Sega-samling. Den anden halvdel: dette var Europas 16-bit maskine, og dagens PAL-udbud afspejler det.

Sega vandt Europa med Mega Drive på en måde, de aldrig formåede i Japan. For en samler betyder den dominans overflod: konsoller, løse cartridges og ægte komplette indpakkede spil dukker konstant op, ingen importadaptere nødvendige, og startprisen for en respektabel begynderhylde er stadig venlig.

Model 1 eller Model 2? Lad dine ører bestemme

Alle Mega Drive spiller de samme cartridges, men familien er ikke ensartet. Den originale Model 1 har et hovedtelefonstik med en fysisk volumen-slider foran, og de tidligste printkortrevisioner er eftertragtede for den reneste lydudgang fra Yamaha YM2612 — FM-synthesizerchippen bag konsollens umiskendelige brummen. Model 2 er mindre og som regel billigere, men lydkredsløbet blev nedskaleret, og hovedtelefonstikket forsvandt.

Indvendigt er det den samme maskine: en Motorola 68000 ved cirka 7,6 MHz med en Zilog Z80 som co-pilot på lyden. For en første konsol, køb efter stand, ikke revision — audiophile-hullet vil stadig være der senere.

Mega-CD (Europa, 1993) og 32X (1994) er teknisk set en del af familien, og ja, det fulde trelags tårn er en herlig øjenbæ. Behandl dem som et separat kaninhul med egne fejlpunkter — Mega-CD drevmekanismer og kondensatorer kræver opmærksomhed efter tre årtier — og lad ikke nogen af tilføjelserne forsinke dine første halvtreds cartridges.

Spillene, der holder dig her efter Sonic

Sonic sælger konsoller; resten af biblioteket holder dem tilsluttet. Et indpakket Sonic the Hedgehog 2 hører hjemme på hylden uanset hvad — det er platformens visitkort — men byg videre derfra:

• Streets of Rage 2 (Sega, 1992) — stadig benchmarket for scrollende beat ’em ups, med et Yuzo Koshiro soundtrack, der alene retfærdiggør Model 1’s hovedtelefonstik.
• Gunstar Heroes (Treasure, 1993) — debut fra tidligere Konami-medarbejdere, og bevis på, hvad 68000 kunne, når den blev presset ordentligt.
• Thunder Force IV (Technosoft, 1992) — shoot-’em-up’et, der får YM2612 til at synge.
• Castlevania: The New Generation (Konami, 1994) — PAL-navnet for Bloodlines, en påmindelse om, at PAL-udgivelser nogle gange har helt andre titler.
• Micro Machines 2: Turbo Tournament (Codemasters, 1994) — udgivet på J-Cart, med to ekstra controller-porte støbt direkte ind i cartridge’en. Toppen af europæisk Mega Drive-ekcentricitet.

Licenserede spil er normalt skrammel på enhver platform, men Mega Drive har ærefulde undtagelser — RoboCop Versus The Terminator (Virgin, 1993) er et legitimt godt run-and-gun, der stadig findes billigt. For RPG-samlere markerer Shining Force II og den sene PAL-udgivelse af Phantasy Star IV den dybe — og dyre — ende af poolen.

Clamshell-kassen: Europas cheat code til komplet i æske

At samle komplet i æske på NES eller SNES betyder at jage pap, der har tilbragt tredive år med at blive mast, solbleget eller smidt ud med gavepapiret. Mega Drive har ikke det problem. Segas plastikclamshells beskyttede cartridge, indlæg og som regel manualen, så indpakkede PAL-kopier overlevede i antal, som papplatforme kun kan drømme om.

Det ændrer, hvad "komplet" koster: et rent CIB Mega Drive-spil er ofte kun et beskedent skridt op fra en løs cartridge. Det betyder også, at du kan tillade dig at være kræsen — vent på ikke-gulede kasser, skarpe indlæg og manualer uden rygfolder. PAL-quirks er også en del af charmen. Contra: Hard Corps blev til Probotector herovre, robothelte og det hele.

Repro-fælden: undersøg cartridge’en før du betaler

Nu advarslen. Mega Drives største samlerfare er ikke knaphed — det er reproduktionscartridges og label-swaps, og de samler sig præcis, hvor du ville forvente det: på de dyre cartridges. Før seriøse penge skifter hænder, tjek tre ting:

• Kabinettet. Originale Sega-kabinetter har skarpe, konsistente støbninger, støbemærker indeni og en karakteristisk plastiktekstur. Repro-kabinetter er ofte blankere eller lidt forkerte i farven med blødere kanter. En PAL-titel i et mere firkantet, rillerigt US Genesis-stil kabinet fortjener svære spørgsmål.
• Labelen. Originalerne var professionelt trykt: solid farve, skarp tekst. Zoom ind med din telefonkamera: inkjet-prikmønstre, oversaturerede farver eller en label, der sidder forkert i sin fordybning, betyder gå væk.
• Printkortet. Kig gennem den åbne cartridge-slot. Et originalt PCB fylder kabinettets bredde med rene guldkontakter og Sega-dele-numre trykt på printkortet. Et smalt, lysgrønt printkort, en moderne flash-chip eller kontakter, der stopper før kanten, betyder repro.

Label-swaps er snedigere: et ægte kabinet og printkort fra et almindeligt spil med label fra et sjældent spil. Printkorttjekket fanger de fleste, og det gør det også at tænde for det — hvis titelskærmen ikke matcher labelen, har du svaret. En ærlig forbehold: ikke alle mærkelige cartridges er falske. Electronic Arts støbte sine egne højere kabinetter med en gul udløserflig, så lær de legitime undtagelser, før du råber repro.

Her er den varme take: Mega Drive er ikke budget-opvarmningen, før du "dimitterer" til Saturn- eller Dreamcast-samling. Det er det mest værdifulde 16-bit bibliotek i PAL-området, solgt i kasser, der var bygget til at overleve. Start med en konsol og ti clamshells, du rent faktisk ville spille — og når Mega-CD-tårnet begynder at hviske dit navn, ved du i det mindste præcis, hvad du går ind til. Så, hvilken cartridge kommer først på din hylde?