Hvad PAL, NTSC-U og NTSC-J Faktisk Betyder for Samlere

Sæt en PAL-kopi af Sonic the Hedgehog 2 ved siden af en amerikansk og tryk start. Den europæiske version kører mærkbart langsommere — musik og det hele — fordi den var bygget til en anden tv-standard, ikke for din bekvemmelighed. Det er regionskodning i én sætning: det samme spil på det samme silicium, der opfører sig forskelligt afhængigt af, hvilket kontinentets tv-signal det var designet til.

Hvis du køber retrospil på tværs af grænser, afgør disse tre-bogstavs-koder, hvad du kan spille, hvordan det kører, og hvad din samling faktisk er værd. Lad os afkode dem ordentligt.

De tre bogstaver, der bestemmer, hvordan dit spil kører

PAL, NTSC-U og NTSC-J ligner bedømmelsesjargon, men de er først og fremmest tv-standarder og dernæst markedsføringsmærkater. Den gamle broadcast-verden var delt i to, og konsoller måtte vælge side:

• NTSC-U — Nordamerika. 60Hz opdatering, cirka 480 synlige linjer.
• NTSC-J — Japan. Også 60Hz, men en separat region til låseformål.
• PAL — det meste af Europa plus Australien. 50Hz opdatering, flere scanningslinjer per frame.

Det 50Hz versus 60Hz spring er den del, der stadig gør ondt. Et spil timet til 60 opdateringer per sekund, dovent portet til en 50Hz-region, kører cirka 17% langsommere — og fordi tidlige PAL-tv’er tegnede flere linjer, blev mange konverteringer også klemt ind i en letterbox med sorte kanter øverst og nederst. Nogle PAL-udgivelser blev korrekt re-timet; mange på Mega Drive blev det ikke. Når en europæisk samler jagter en japansk eller amerikansk kopi, er det ofte ikke import-snobberi — det er den eneste måde at spille spillet i den hastighed, dets designere havde tiltænkt.

Hvorfor Mega Drive hedder Genesis i Amerika

Sega lancerede sin 16-bit maskine i Japan i 1988 som Mega Drive, men kunne ikke sikre sig det navn i USA. Så den amerikanske konsol blev Genesis i 1989, og Europa fik Mega Drive-brandingen i 1990. Samme Motorola 68000-kerne, samme spilbibliotek, to pas.

Derfor ser markedspladsannoncer modstridende ud: en Mega Drive-konsol og en Genesis-indpakket Sonic the Hedgehog 2 kan stå side om side og beskrive hardware og software fra samme familie. Ingen af navnene er forkerte. Navnet på æsken fortæller bare, hvilken region varen blev sendt til — hvilket, som vi skal se, betyder enormt meget, når samlingen bliver seriøs.

Regionslås, konverteringspatroner og import-overlevelsessættet

At kende koderne er halvdelen af kampen; den anden halvdel er det ordforråd, du møder, når du rent faktisk prøver at køre en import. De termer, der er værd at kende:

• Regionslås — enhver barriere, der stopper software fra andre regioner. Nogle gange er det fysisk: Japanske Mega Drive-kassetteskaller er formet anderledes og passer ikke i en europæisk konsol uden hjælp. Nogle gange er det kode: senere Mega Drives blev leveret med TMSS, en boot-check, der viser skærmen "Produced by or under licence from Sega" og nægter uautoriserede kassetter.
• Konverteringspatron — en gennemgangsadaptor, der sidder mellem en importkassette og din konsol, og omgår skalform og på nogle systemer også låsechecken.
• 50/60Hz switch-mod — en hardwaremodifikation, der lader en PAL-konsol outputte 60Hz og genskabe fuld hastighed. En switchless mod gør det samme via controller-kombinationer i stedet for et boret hul i kabinettet (samlerne af umodificerede skaller kan glæde sig).
• Step-down transformer — japansk hardware forventer 100V strøm. Tjek altid strømforsyningen, før du sætter en import i europæiske stik; lugten af en brændt PSU er ikke en samlergenstand.

En moderne nåde: de fleste nuværende tv’er og opskalere accepterer gladeligt både 50Hz og 60Hz signaler, så det gamle problem med "mit tv viser et rullende sort-hvidt rod" er stort set fortid.

Hvorfor en PAL-æske og en NTSC-æske aldrig vil være udskiftelige

Her skilles vejene for spilbarhed og samlerværdi. For en spiller er en konverteret import løst problem. For en samler er region en del af genstandens identitet — og CIB (complete in box) betyder implicit matchende æske, manual og kassette fra samme region.

Forskellene går dybere end et logo-swap. Amerikanske Genesis-udgivelser, europæiske Mega Drive-udgivelser og japanske versioner af det samme spil har ofte forskelligt coverkunst, forskellige ryg-layouts og forskellige manual-sprog — PAL-manualer er ofte flersprogede mursten. En PAL-kassette puttet i en US Genesis-æske er ikke en komplet kopi; det er en sammensætning af dele, og seriøse købere prissætter den derefter. Derfor betyder billederne noget på enhver indpakket annonce — tjek at den Genesis-kopi af RoboCop Versus The Terminator viser en kassette, et cover og kunst, der faktisk hører sammen, før du binder dig.

Den ærlige konklusion: regioner er ikke en hindring, de er hobbyen i triplikat. Hvert klassisk bibliotek findes tre gange, med forskellig kunst, forskellige hastigheder og forskellig sjældenhed i hvert område. Purister vil sige, at du skal samle NTSC-J, fordi det er det, udviklerne så på deres skærme. Jeg vil hævde, at den rigtige region er den, hvis coverkunst du stirrede på som barn. Hvilken side køber du til — den version, der kører rigtigt, eller den version, der føles rigtig?