Sega Dreamcast havde ret – bare to år for tidligt

9. september 1999. Sega kørte "It's thinking"-kampagnen og sendte en konsol ud med et indbygget 56k-modem, mens de fleste stadig kæmpede med familien om telefonlinjen. Dreamcast blev lanceret i Nordamerika den dag og solgte et virkelig stort antal enheder i sin første weekend. I omkring et år så det ud som om Sega havde klaret comebacket.

Så blev PlayStation 2 annonceret med en DVD-afspiller indeni, og luften gik ud af rummet.

Hvorfor hardwaren stadig føles forud for sin tid

Dreamcast kørte en Hitachi SH-4 CPU parret med en PowerVR2 GPU fra NEC/VideoLogic, og den brugte tile-baseret deferred rendering år før den tilgang blev almindelig i mobilchips. I praksis betød det rene, skarpe visuals med mindre rå kraft end konkurrenterne havde brug for.

To ting samlere stadig fokuserer på:

• Formatet GD-ROM, en 1GB proprietær disc Sega brugte delvist for at slå ned på pirateri. Det mislykkedes spektakulært, da MIL-CD-eksploitten dukkede op, og brændbare Dreamcast-spil blev en lille industri.
• VMU (Visual Memory Unit), et hukommelseskort med sin egen skærm og knapper, som spændtes ind i controlleren. Chao-opdragelse i Sonic Adventure, sekundære minispil, statusvisning under spil. Ingen har rigtigt kopieret det siden.

Det online spil betød også noget. Phantasy Star Online i 2000 satte fremmede i samme dungeon over dial-up, med et smart symbol-chat-system så japanske og vestlige spillere kunne danne gruppe uden at dele sprog. Det var konsol-online gaming før Xbox Live eksisterede.

Tre spil der retfærdiggør hele maskinen

Soulcalibur (1999) er den lette. Arcade-til-hjem-porten var så flot, at den argumenterbart så bedre ud end NAOMI-arkadekortet den kom fra, og det står stadig som et af de store launch-titler på enhver platform.

Jet Set Radio (2000) satte cel-shading foran et stort publikum med et soundtrack fra Hideki Naganuma, som folk stadig ripper og genafspiller. Smilebits kunstretning har holdt sig langt bedre end de fleste polygondrevne spil fra perioden.

Shenmue (1999 i Japan, 2000 i Vest) er den, der starter debatten. Yu Suzukis open-world detektiv-livs-slice siges at have kostet en formue at lave og ville have krævet hele Dreamcast-installationsbasen til at købe det to gange for at gå i nul, hvilket aldrig skete. Det er enten en visionær sandbox eller en QTE-tung tech-demo alt efter hvem du spørger, og begge lejre har delvist ret.

Argumentet der aldrig dør

Dræbte Dreamcast sig selv, eller dræbte PS2 den? Sega afviklede maskinen i begyndelsen af 2001, knap 18 måneder inde i dens vestlige liv, og forlod konsolbranchen fuldstændigt for at blive tredjeparts-udgiver.

Den ene lejr bebrejder DVD-afspilleren: Sony solgte PS2 som en billig filmafspiller, der også spillede spil, og Dreamcast havde intet svar i stuerne i 2000. En anden peger på Sega selv, stadig blødende tillid og penge efter Saturn- og 32X-debaklerne, ude af stand til at sikre den finansiering eller den EA-sportsaftale, de længe havde brug for. EA lavede aldrig et eneste Dreamcast-spil, hvilket betød ingen Madden, og Segas egen 2K-sportslinje måtte forsøge at dække et hul, den ikke helt kunne fylde.

Det ærlige svar er, at begge dele er sande på én gang. En stærkere virksomhed kunne måske have overlevet en fremragende konsol lanceret ind på et fjendtligt marked. Sega i 2000 var ikke en stærk virksomhed.

Hvor den ligger i samlermarkedet nu

Selve konsollen forbliver rimelig overkommelig for en løs, fungerende PAL- eller NTSC-enhed, omend priserne er steget støt de sidste par år efterhånden som maskinen har fået kultstatus. Hold øje med to ting: den berygtede disc-drevsslitage (GD-ROM-lasere dør) og det interne ur-batteri, som ikke stopper konsollen men tvinger dig til at nulstille datoen ved hver opstart.

Pengene ligger i softwaren. Indpakkede PAL-kopier af de gode titler holder værdien godt, og de virkelig sjældne titler bliver skøre:

• Shenmue II fik en PAL-udgivelse men aldrig en officiel Dreamcast-udgivelse i Nordamerika, så de europæiske kopier bærer en præmie.
• Senere udgivelser og shmup-titler som Ikaruga og Bangai-O kræver høje priser, forseglet eller CIB.
• Japanske eksklusiver og det lille bibliotek af officielt udgivne MIL-CDs er deres egen kaninhul.

Hvis du køber, er stand alt med disse – rygsøjler falmer, og de klare jewel-stil Dreamcast-kassetter knækker ved hængslerne. Retro-specialister som DKretro.dk er et fornuftigt sted at starte, hvis du vil have en indpakket kopi tjekket før afsendelse i stedet for at gamble på et loppemarkedsfund.

Her er min vurdering: Dreamcast er den sidste konsol Sega lavede på sine egne præmisser, og det er præcis derfor, den er værd at eje. Det er et øjebliksbillede af en virksomhed, der satsede stort med online-spil, en skærm i controlleren og spil, som ingen andre ville have godkendt. Hvad er det ene Dreamcast-spil, du ville forsvare til døden?