Hvorfor PSP er den perfekte håndholdte konsol for import-samlere

Åbn batteridækslet, før du betaler for en brugt PSP. Hvis lågen stikker ud fra kabinettet, eller cellen indeni er hævet som en lille pude, har du at gøre med et oppustet lithiumbatteri — og ingen mængde af "testet, virker perfekt" i en annonce gør det okay. PSP er en af de mest givende håndholdte konsoller, en samler kan jagte, men den belønner dem, der tjekker de rigtige ting. Lad os få dig derhen.

UMD, formatet alle grinede af, er nu pointen

Universal Media Disc var toppen af midten af 00’ernes Sony: en proprietær 1,8 GB mini-disc forseglet inde i en klar plastikholder, læsbar af præcis én enhedsfamilie. Den tabte filmkrigen stort, og ingen anden platform rørte den nogensinde. Den fiasko er netop det, der gør den samlerbar — UMD-biblioteket er lukket, begrænset og øjeblikkeligt genkendeligt på en hylde.

Disse diske er hårdføre, end de ser ud, fordi holderen beskytter datapladen, men selve holderne kan revne. Tjek for delte samlinger og løse skodder. Og lær reglen om opdeling tidligt: UMD film er regionskodede, UMD spil er ikke. Den anden del ændrer alt ved, hvordan du samler på denne maskine.

1000, 2000, 3000 eller Go — hvilken PSP skal du jage?

PSP-1000 blev lanceret i Japan i december 2004 — den tungeste model, med en skærm der efterlader spøgelsesbilleder ved hurtig bevægelse, men utvetydigt den originale. PSP-2000 "Slim & Lite" kom i 2007, skar bulk, fordoblede RAM til 64 MB og tilføjede TV-udgang. PSP-3000 fulgte i 2008 med et lysere panel, rigere farver og en indbygget mikrofon; den svage interlacing-glimmer, du ser i bevægelse på en 3000, er en kendt særhed ved den skærm, ikke en fejl, så lad ikke nogen prissætte det som skade.

Så er der PSP Go (N1000, 2009): ingen UMD-drev overhovedet, 16 GB intern lagerplads, en udskydelig kontrolplade og Bluetooth. Samlere afviser den enten som den sorte får eller værdsætter den som den mest dristige hardware Sony sendte ud i hele serien. Begge lejre har et point, og derfor er det den mest omdiskuterede PSP til retrotræf. (PAL-markedets PSP-E1000 "Street" fra 2011 — uden Wi-Fi, mono-højttaler — er strengt taget kun for fuldendelsessamlere.)

Regionsfri spil gør Japan til dit bibliotek også

Fordi UMD-spil ikke har regionslås, spiller en japansk kopi på en PAL- eller NTSC-konsol præcis som en lokal udgivelse. Den ene kendsgerning gør PSP til en førsteklasses importplatform frem for et modderprojekt. Og Japan fik det dybeste udvalg i kataloget: Monster Hunter Portable 3rd var et fænomen der og forlod aldrig officielt landet, og Final Fantasy Type-0 forblev kun i Japan på selve PSP’en. Læg rytmespil og visuelle romaner til, som aldrig krydsede over, og importer er ikke en sidequest — de udgør halvdelen af biblioteket.

Den praktiske regel: actionspil importeres let, mens menutunge RPG’er vil udfordre dig, medmindre du læser japansk. Et CyberConnect2 beat ’em up som denne japanske udgave af Naruto Shippuden: Ultimate Ninja Impact er en lavrisiko måde at komme i gang på — sprogbarrieren mærkes næsten ikke, når du spiller.

Den fem-minutters inspektion, der redder en dårlig handel

Disse maskiner er omkring to årtier gamle, og deres svage punkter er velkendte. Før pengene skifter hænder, gennemgå listen:

• Batteri først. En oppustet celle kan deformere kabinettet indefra og er et ægte sikkerhedsproblem — fjern det, oplad det aldrig, og aflever det til batterigenbrug. 1000, 2000 og 3000 kører fint på strømforsyningen uden batteri, så et manglende batteri er acceptabelt; et oppustet batteri, der er tilbage i, er ikke.
• UMD-låge og drev. Åbn og luk lågen, tjek hængsel og lås, læg en disk i og lyt. Knaselyde eller endeløse genlæsninger tyder på en træt laser.
• Skærm. Plastikfrontpladen ridses langt lettere end LCD’en under. Ridsede frontplader er billige at ordne; skader under plastikken er det ikke.
• Indlæg i cover. Et ægte komplet spil betyder cover, indlæg og manual. Disk-only kopier i slidte covere findes overalt, og annoncer kalder dem gerne "komplette".
• Tredjepartsdele. Eftermarkedets kabinetter, knapper og mistænkeligt "højkapacitets" batterier oversvømmer reservedelsmarkedet. Blankere plastik, skæve samlinger, manglende logo-ætsning og en mærkeligt varm skærmfarve er de sædvanlige tegn på, at en enhed er genopbygget og solgt som helt original.

Pakker er stadig det bedste jagtområde — blandede lots som denne PSP- og DS-spil annonce er præcis, hvor rene UMD’er gemmer sig bag et sløret foto. Og en afsluttende varm vurdering: PSP Go var ikke en fiasko, det var en profeti. Sony sendte en digital-only håndholdt ud år før verden var klar, og de samlere, der hånede den højlydt, er nu dem, der jagter indpakkede enheder. Så hvilken er du — loyal over for holderen eller Go-forsvarer?