At samle PlayStation fra Jewel Cases til Blu-ray

Vend en PlayStation-disc om, og kig på farven. Hvis undersiden er sort, holder du et af tidens bedste detaljer: Sony pressede PS1-discs på sortfarvet polycarbonat, og den finurlighed er stadig den hurtigste måde at tjekke ægtheden på i hobbyen. Bootlegs brændt på sølvfarvede CD-R'er afslører sig med det samme.

Det er også lektion et i PlayStation-samling: detaljerne bærer værdien. Fem generationer sidder under ét logo — den originale fra 1994, den rekordbrydende PS2, PS3 samt PSP og Vita håndholdte — og hver samler forskelligt. Her er hvor du skal starte, hvad fællesskabet faktisk inspicerer, og hvor tålmodighed betaler sig.

Sort label eller det skete ikke

PlayStation-samling drejer sig om presninger. Det første oplag — sort label — er den samlede version. Budget-genoptryk fulgte, når et spil solgte godt: Platinum i PAL-områder, Greatest Hits i Nordamerika (grøn bånd på PS1, rød på PS2) og 'The Best' i Japan.

Discen indeni er som regel identisk, og genoptryk er en helt fin måde at spille disse spil på. Men fællesskabet læser en række Platinum-rygge meget anderledes end en række sorte labels, og prisforskellen på eftertragtede titler afspejler det. Nogle genoptryk har endda revideret kode med fejlrettelser — en sær underverden, når man begynder at sammenligne serienumre.

Manualer og kasser er det virkelige slagmark

Vestlige PS1-spil blev leveret i tykke dobbeltbredde jewel cases, og de er miserable overlevere: hængsler knækker, tænder brækker, bagindlæg bliver plettede under discbakken. Det gør komplet-i-boks — kasse, manual, indlæg — til den sande test af en PS1-kopi, og manualen er næsten altid det sværeste stykke at finde i god stand.

Når en seriøs samler tager din kopi op, er det denne inspektion:

• Originale for- og bagindlæg, ikke genoptryk
• En manual fri for folder, skrift og udlejningsmærker
• Registreringskort og demo-discs, hvor udgivelsen inkluderede dem
• For japanske import, rygkortet (obi) — smid det ud, og du har halveret appellen

Intet af dette kræver sjældne spil. En PAL-kopi af Rayman (Ubisoft, 1995) er almindelig, men en med intakt hængsel og en skarp manual kræver ægte jagt. På PS1 er stand sjældenheden.

Disc-pleje ændrer sig med hver generation

PS1-discs er CDs, og CDs har deres datalag lige under etiketten. Bundridser kan professionelt poleres væk; skader på etiketsiden er permanente. Opbevar dem fastgjort i deres kasser, aldrig i ringbindsposer, der presser på oversiden.

PS2 flyttede de fleste spil til DVD, hvor data sidder indkapslet i midten af discen — langt mere tilgivende. Fangsten: mange tidlige og budget PS2-titler blev leveret på blåbundede CDs, som ridses som enhver anden CD. PS3 Blu-rays har en hård ridsefast belægning og er de mest robuste discs Sony nogensinde har sendt, mens PSP UMD'er lever inde i et beskyttende skal, der desværre knækker lettere end den disc, den beskytter.

Hvor du skal starte, og hvor du skal være tålmodig

PS2 er den mest venlige indgang til hele spil-samlingen. Det er en af de bedst sælgende konsoller i historien med en katalog, der matcher, og det store antal holder almindelige titler billige, mens de mærkelige sene udgivelser stille stiger i pris. Du kan bygge en tilfredsstillende hylde for lommepenge og lære at bedømme stand uden dyre fejl.

PS3 er det skjulte valg: dens spil er næsten helt regionsfri, discs er robuste, og dens eksklusiver er blevet smukke med alderen — Demon's Souls (FromSoftware, 2009) gik fra kultimport til hjørnestenen i en hel genre. Hardware-siden belønner også opmærksomhed: limited editions som Gun Metal Grey Metal Gear Solid 4-konsollen (CECHH01MG) fra 2008 sidder præcis der, hvor samlere kan lide ting — officielle, karakteristiske, aldrig genoptrykt.

PS1 sort-label CIB-samling er tålmodighedsspillet: køb stand, ikke hastighed. Vita er tålmodighed i anden potens — et lille fysisk bibliotek og de proprietære hukommelseskort betyder, at du samler mod knaphed fra dag ét.

Her er det, nybegyndere overser: fællesskabet vurderer ikke samlinger efter størrelse. En stram hylde med ærlige, komplette kopier, du rent faktisk spiller, får mere respekt end en væg af forseglede sorte labels købt som møbler. Så start med den æra, du elskede — og hvis det betyder Platinum-genoptryk af de spil, du lejede i 1999, så vær stolt af det. Hvilken generations hylde bygger du først?